Tip:
Highlight text to annotate it
X
Oden og Høne og Loke havde kommet til Andvare-foss,
og i den foss var der en mengde fisk.
Der var en dverg, som hed Andvare. Han var lange tider i fossen i en gjeddes skikkelse og fik sig der føde.
Otr hed en broder af os, fortalte Regen, som ofte fór i fossen i en oters skikkelse.
Han havde fanget en lax og sad paa elvekanten og aad med lukkede øine.
Loke slog ham med en sten tildøde.
Æserne tyktes at have været meget heldige og flaaede belgen af oteren.
Den samme kveld søgte de hus hos Hreidmar og viste ham sin fangst.
Da greb vi dem og satte dem den pris for deres liv, at de skulde fylde oterbelgen med guld
og dekke den ogsaa udvendig med det røde guld.
Da sendte de Loke ud for at skaffe guldet.
Han kom til Raan og fik hendes net og fór saa til Andvare-foss
og kastede nettet for gjedden, og den løb i nettet.
Da sagde Loke:
Hvad for fisk, som i flommen gaar, mod ondt sig ei vare véd?
hoved dit ud af Hel du løs, skaf mig bølgens blink.
Andvare er navn mit, Óen min far hed, fór jeg saa mangen foss;
i old-dage usselig norn os gav at stride med strøm.
Loke saa alt det guld, som Andvare eiede.
Men da han havde udredet guldet, saa havde han en ring igjen,
og den tog Loke fra ham.
Dvergen gik ind i klippen og sagde:
Vist skal det guld, som Gust eied, blive til bane for brødre to,
og ædlinger otte til feide; godt skal ei nogen nyde af mit gods.
Æserne udredede Hreidmar godset og stoppede oterbelgen og reiste den op.
Derpaa skulde æserne legge guldet op omkring den og dekke den.
Men da det var gjort gik Hreidmar frem og saa et verhaar og bad dem dekke det.
Da drog Oden ringen Andvare-naut frem og dekkede haaret.
Da kvad Loke:
Guld er dig redet, rigelig løsen for mit hoved du har;
vorder ei lykke lagt for din søn, det vorder jer begges bane.
Hreidmar sagde.
Gaver gav du, gav ei huldgaver, gav ei af hjerte godt;
skilte ved livet skulde I være, havde før jeg faren vidst.
End er der verre — vide jeg tror det — frænders saa streng en strid;
tenker ei fødte de fyrster end, hvem det til tvist er tenkt.
Raade jeg tenker for røde guld, saa lenge leve jeg faar;
ei et fnug jeg frygter din trudsel — hav jer saa herfra hjem!
Faavne og Regen krevede af Hreidmar frændebod efter sin broder Otr.
Han sagde nei dertil. Men Faavne stødte sverdet i sin fader, Hreidmar, mens han sov.
Da døde Hreidmar; men Faavne tog alt guldet.
Da krevede Regen at faa sin faderarv; men Faavne gav nei til svar.
Dette fortalte Regen til Sigurd.
En dag, da han kom til Regens bolig, blev der taget godt mod ham.
Regen kvad.
Snarraadig svend, Sigmunds ætling, hid er kommen til hallen vor;
mod har han mér end manden graa, venter jeg dyst mig af vargen gridsk.
Kampdjerv fyrste jeg fostre vil, Yngves ætling os nu har gjestet;
vorder han dyrest drot under sol, ligger om lande hans livstraade.
Sigurd var da stadig hos Regen, og denne fortalte Sigurd,
at Faavne laa paa Gnitahede og var i ormeskikkelse.
Regen gjorde Sigurd et sverd, som hed Gram.
Efter dette eggede Regen Sigurd til at drebe Faavne.