Tip:
Highlight text to annotate it
X
Ride lod Atle i old til Gunnar kjempen den kjendte, Knevrød hans navn var;
til Gjukes gaard han og Gunnars hal kom, til arnebenke og øllet gode.
Drak hirdens drenge — de dølgsmænd tied — vin i valhallen vàre mod Hunesvig;
Knevrød lyd kreved med kolden røst, svenden fra syden, sad der paa høibenk:
Atle mig sendte ærind at ride paa frøsende fole ad fremmed mulmskov,
at bede Jer, Gunnar! til gildebenk komme med høitidshjelme at hjemsøge Atle.
Gunnar sit hoved mod Hogne vendte:
Hvad sigted søster til, som sendte ring os viklet med varghaar? varsel vel gav hun;
hei-bo’s haar fandt jeg heftet i ring rød, farlig vor ferd er, at fare det ærind.
Ulv for Nivlungers arv skal dog raade; gamle i graafeld, — er Gunnar borte, —
blegpelste bjørne bide med rovtand, kvikke op koblet, kommer ei Gunnar.
Trøste i trav lod de trede om fjelde frøsende foler ad fremmed mulmskov;
al Hunmark rysted, der heltene fór frem, sendte snertrædde ad sletter grønne.
Atles hal saa de, indgange dybe, Bikkes mænd stande paa borgen høie,
søndermænds salen sluttet med benke, buklede bræder og blanke skjolde,
drottens dyststenger; og drak der Atle vin i valhallen, vagter sad ude
paa vagt mod Gunnar, vilde han ham gjeste, kamp byde kongen med klirrende glavind.
Søster strax saa dem, der i sal ind kom begge de brødre — blind ei af drikken:
Forraadt nu, Gunnar! hvad, gjæve! formaar du mod Huners harmraad? af hal gaa snarest!
Bedre var, broder! du brynjen spendte, end med høitidshjelm hjemsøge Atle,
du sad i sadlen solklare dage, lod díser græde for dødblege faldne,
Huners skjoldmøer skjendsel friste, og Atle selv lod i ormgaard komme;
nu er den ormgaard til Eder gjemt.
Fanged de Gunnar, i fodjern satte den Borgunders ven, bandt de saa fast ham.
Syv hug Hogne med sverdet hvasse, ottende skød han i ilden hede;
saa skal hver frels sig mod fjender verge, som Hogne vóg til vern for livet.
Fritted de Gunnar, om Goters drot løse vilde sit liv med guld.
Før Hognes hjerte i haand mig ligge blodigt den bolde af brystet skaaret,
den kongebaarne, med klinge hvas!
Skar de saa Hjalle hjertet af brystet, bar det paa bret lagt blodigt for Gunnar.
Kvad da Gunnar, de gjæves drot:
Her har jeg Hjalles hjerte, den uslings, helt uligt Hognes hjerte, den djerves,
saart som det bevrer paa bret her lagt, bevred dog dobbelt, da i bryst det laa.
Høit lo da Hogne, de til hjertet skar ham, kjempen fuldt karsk end, — klynke mindst tenkte —
bar det paa bret lagt blodigt for Gunnar.
Gjæv kvad da Gunnar, Geir-nivlungen:
Her har jeg Hognes hjerte, den djerves, helt uligt Hjalles hjerte, den uslings,
lidt som det bevrer paa bret her lagt, bevred end saa ei, da i bryst det laa.
Atle! saa fjern du fra intet vorder, som du det monne fra mine skatte,
ned nu lagt er Nivlungskatten hel i min haand — nu Hogne ei lever!
Altid bar tvivl jeg, mens to vi leved, nu har jeg ingen jeg éne lever;
raade skal rivende Rin for aas-gaven, heltenes nidmalm, Nivlungearven;
i veltende vove verdringe lyser — heller, end Huners børn om haand de blinked.
Fører frem vognen, fangen er bastet.
Og saa siden slebte til døden bidselbideren baugrige kampdrot.
Fjendeflokken fyrsten karsk end i ormgaard lagde, som indentil
yred af orme; éne der Gunnar harmfuld harpen med haanden slog,
bruste de strenge; bjerge skal saa ringspreder gjæv sit guld mod mænd.
Atle lod løbe sit land imod grus-gravende ganger fra mordverk;
tummel i tun var, trengsel af heste, kamplarm af kjemper komne fra moen.
Ud gik da Gudrun Atle til møde med gyldenkalken at gjenhilse kongen:
Her i din hal, drot! hilsen du fange glad efter Gudruns gutters hedenferd.
Skummede Atles skaaler vintunge, da Huner sammen i hal sig sanked;
skred ind skrappe skjeggede kjemper.
Skjerkindet skred hun skjenk dem at bære, barskt viv de bolde bid bød til drikken —
nødig; men nid bar hun natmørke Atle:
Nu, sverduddeler! du dine sønners blodige hjerter til honning har tygget;
modige! mæt du af mandslagt sidde, svelg det som sul kun, send det fra høibenk.
Kalder du siden for knæ dig ei Erp og Eitel, de yre to;
ser dem ei siden fra sædets midte, guldgiverne, geir at skjefte,
faxet fjelge og foler spore.
Brag blev om benke, barsk lød mandelarm, gny under guldskrud, græd Huners børn;
Gudrun alene aldrig begræd hun bjørndjerve brødre og blide sønner,
unge og yre, hun med Atle fik.
Uvàr sig Atle ør havde drukket, vaaben han bar ei, paa vagt ei mod Gudrun.
Bolstret med brodd hun gav blod at drikke med haand saa helgridsk, hundene løste;
haardt slog mod haldør — huskarle vekked — blussende brand hun, brødre saa hevned.
Gav ilden hun alle, som inde var der, fra Gunnars mord var af mulmskov komne;
raft ældet ramled, røg stod af huse, Budlungers bo brandt, brandt og skjoldmøer
livstrætte inde, i luen hed sank.
Fuldmeldt er herom, farer saa siden brud ei i brynje brødre at hevne;
hun har af trende thjodkonninger baneord baaret bold, før hun døde.