Tip:
Highlight text to annotate it
X
Mindes den fejde først hun i verden, da paa geir de Gullveig løfted,
i Haavar’s hal hende brendte; trefold brendte trefold baarne,
ofte ei sjelden, end hun dog lever.
Heid hun der hed, hvor til hus hun kom, volven vise; vætter hun maned,
seided hvorhelst, sind forhexed, altid yndet af onde kvind.
Samraads-sæder søgte de magter, hellige guder, og herom raadslog
skulde æser skat udrede, eller hver gud gave mod tage.
Kasted Oden, i klyngen skød var det end feide først i verden;
brudt blev æsers borge-gjerde, voldsferds volde vaner traadte.
Samraads-sæder søgte de magter, hellige guder. og herom raadslog:
hvem havde luft med lyde fyldt, og jotnens æt Od's mø lovet.
Thor kun slog der trengt af harme, sidder sjelden, naar sligt han hør’:
brudt blev eder, ord og løfter, hvert tilsagn trygt, som tiltro fandt.
Véd hun Heimdals horn forvaret ved solvante signede træ;
sprudlende sprøit sprengt ser hun over fra Valfaders pant. Vil I end mér?
Ene hun seided, der ældet kom æsers truer og i øjne saa.
Hvi fritte mig, hvi friste mig? Alt jeg ved, Oden! dit øje gjemt
i Mime's brønd saa minderig:
Mjød hver morgen Mime drikker af Valfaders pant. Vil I end mér?
Hærfader gav guld og ringe for visdomsord og varselstegn -
vidt saa hun, vidt om verden hver!
Saa valkyrjer viden komne, ferdige at ride til Folkevang:
Skuld, hun skjold holdt, Skogol der næst, Gunn, Hild, Gondol og Geirskogol.
Nu er Herjan's hærmøer nevnt, valkyrjer rede vang at ride.
Jeg for Balder, blodstenkte gud, Odens-sønnen, saa uferd gjemt;
over volde voxet stod der myg, helt fager misteltenen.
Vorded af vexten, som vár jeg blev, dødsens harmskud og Hod det skød;
Balders broder, brat blev han født, vog Odens søn én nat gammel.
Toed ei hænder, hoved ei kjemmed, før paa baal han bar Balders drabsmand;
men ***, hun græd i Fensale ved Valhals vé. Vil I end mér?
Fange saa hun i fjeldholt lagt, lig den lede Lokes skabning;
sad Sigyn hist for husbond sin ei vel tilsinds. Vil I end mér?