Tip:
Highlight text to annotate it
X
Hør mig alle helgede ætter; høie og lave Heimdals sønner!
Du, Valfader! vil, vel jeg forteller folke-frasagn, første, jeg mindes
Mindes jeg jotner i old baarne, som mig fordum fostret havde,
de verdner ni, verdensrum ni! lovsælt livstræ langt under muld.
Var olds ophav, der Yme bygde, var ei sand, ei sø, ei svale bølger;
jord ei fandtes, oven ei himmel - Ginnungagab - græs ei spired.
Bor’s sønner brat bjerge reiste, de som Midgard mægtig skabte;
faldt sol fra syd paa sal-stene, med græs da grønt blev grunden klædt
Slog sol fra syd, søster af maanen, høire haanden om himmelrand;
sol ei vidste, hvor sal hun har, stjerner ei vidste, hvor sted de har,
maane ei vidste, hvad magt han har.
Samraads-sæder søgte de magter, hellige guder, og herom raadslog:
nat og né-tid navn da gav de, morgen nevnte og middags-tid,
undorn og aften – til aaretal.
Mødtes æser paa Idavold, som horg og hov høit optømred,
gruer lagde, guld smeded, tenger virked, verktøi gjorde.
Glade i tunet tavl de leged, - ei var nød paa noget af guld –
til thursemøer trende der kom, evnerige, fra jotunverdner.
Samraads-sæder søgte de magter, hellige guder, og herom raadslog:
hvem skulde danne dverges flokke af Brime's blod, af Blaaen’s ben.
Modsogne der blev mægtigst skabt af dverges æt, Duren der næst;
i muld mangen mandeskabning danned de dverge, som Duren bød.
Nye og Nide, Nordre, Sudre, Austre, Vestre, Althjov, Dvalen,
Bivor, Baavor, Bombor, Nore, Aan og Aanar, Aae, Modvitne.
Vegg og Gandaalv, Vindaalv, Thoren, Thekk og Thraaen, Thro, Lit og Vit,
Ny og Nyraad, nu de dverge – Regen og Raadsvinn – jeg ret har nevnt.
File, Kile, Funden, Naale, Hepte, Vile, Hannar, Svior,
Fraa, Hornbore, Fræg og Lone, Aurvang, Iare, Eikenskjalde.
Tid er dverge i Dvalen’s følge til Lovar telle for livsens æt,
de som søgte fra sal-stenen Aurvange-bo, til Jorovolde.
Der var Draupne og Dolgthrase, Haa, Haugspore, Hlevang, Gloen,
Skirve, Virve, Skaafinn, Aae.
Aalv og Yngve, Eikenskjalde, Fjalar og Froste, Finn og Ginnar;
saa lenge skal det Lovars ættal holdes i minde, som mænd lever.
Til af hint tal trende æser, høie og hulde, til huse kom;
fandt paa land de lidt evnende Ask og Embla uden skjebne.
Aande de aatte ej, evner ei havde, livsblod, lader, lød ej gode;
aande gav Oden, evner Høne, livsblod Lódor, lød og gode.
Ask jeg ved stande, Yggdrasil nevnt, høit træ vædet med væld saa rent
- derfra den dugg, som i dal falder – staar evig grøn ved Urde-brønd.
Deden de møer, mangt vidende, tre fra den sal, under træet staar;
Urd nevnte én de anden Verdande, skar de i skive Skuld end tredje.
Lov de lagde, liv de kaared menneskers børn – mandeskjebne.