Tip:
Highlight text to annotate it
X
Ei af dit skjøn du skryde skal, heller vær vár i hug;
naar klog og taus kommer til gaards, sjelden sig vár forsér;
fastere ven faar en aldrig end meget mandevid.
Véd du, har ven du, som vel du tror, vil af ham du fordel faa,
vexle du gaver og vennesind, far ham at finde tidt.
Ung var jeg før, ensom jeg fór, gik jeg da vild af vei;
rig jeg tyktes traf jeg en anden, mand er mands gammen.
Modig og gavmild mand bedst lever, sjelden sig sorger gjør;
udygtig mand ved alt ræddes; klynker ved gaver gnidsk.
Fæ, det dør, frænder dør, saa en selv og dør;
men ærens ry, det aldrig dør for hver, som navn opnaar.
Fæ, det dør, frænder dør, saa en selv og dør;
ét jeg ved, som aldrig dør: dom om hver en død.
Raader dig, Loddfaavne! raad du nemme; nyttige, nemmer du, gode, om gjemmer du:
der du øl drikker, søg dig jordens kraft! jord staar mod øl, ild mod sygdom,
ég mod haardsott, ax mod troldom, hal mod huskiv,
mod had maanen, græsgang mod gnagsott, mod gift runer, faste jord mod flom.
Véd jeg, jeg hang paa vindige træ alle de nætter ni,
med geir saaret og given Oden, selv hen til mig selv;
oppe paa træet, som ingen véd, af hvad rod det randt.
Med lev de ei hjalp mig ei med læskedrik, saa jeg mig nøie ned;
tog jeg op runer, tog dem og raabte – faldt saa igjen, derfra.
Gavnraad jeg ni fik af gjæve søn til Bolthorn, Bestla’s far,
og drik jeg fik af dyre mjød øst udaf Odrere.
Spired af frø jeg og fuldklog blev, voxed og triv’des vel
ord mig af ord ord fremkaldte, verk mig af verk verk fremkaldte.
Tegn vil du treffe, tolkede stave, helt store stave, helt sterke stave,
tegned dem taler stor, gjorde dem guddomsmagt, hug dem Rogna-Hropt.
Oden hos æser, for alver Daaen, Dvalen for dvergeflok,
Alsvinn end for jotners æt, somme hugg jeg selv.
Kan du dem riste? kan du dem raade? kan du dem male? kan du dem magte?
kan du til bøn dem? kan du til blót dem? kan du dem sende? kan du dem slette?
Bedre er ubedt end blót for stort, gave til gjengjeld ser;
bedre er usendt end udslettet; Saa Thund dem hugg før tiders gry,
der op han stod, hvor han atter kom.
De kvad jeg kan, som ei konges viv, ei kvindebaaren kan;
hjelp heder ét, som dig hjelpe vil mod sorger og søgsmaal og savn tilhobe.
Kan jeg det andet, som jordbørn trenger, der leve som læger vil.
Kan jeg det ottende, som alle er nyttigt at nemme ret;
hvor had opstaar blandt høvdings børn, bøde jeg kan det brat.
Kan jeg det ellevte, skal ud til kamp jeg med gamle venner gaa;
galdrer i skjold jeg, skrider med magt de karske kampen til, karske kampen fra, kommer karske fra alt
Kan jeg det trettende, om thegnen ung jeg vie skal med vand;
ei vil han falde i fylking stedt, ei segner den svend for sverd.
Kan jeg det fjortende, skal for folket jeg nevne hver gud ved navn;
æser og alver alle jeg kjender, neppe kan daaren det.
Kan jeg det femtende, som Thjódrere gol, dverg for Dellings dør;
magt gol han æser og alver held, kløgt for krigergud.
Kan jeg det attende, jeg aldrig lærer mø eller mands viv –
alt det er bedst, som én kun véd – - kommer af kvad det sidst –
uden den ene, som arm om mig slaar, eller min søster selv.
Lød nu «Høies ord» i den Høies hal, til bod for mandebørn, til brøst for jotnebørn;
held den, som kvad! held den, som kan! nyde, den nemmed! held dem, som hørte!